>
23. - 28. JULI 2018 - HJØRRING - DANMARK

Seneste Nyheder

farvelogtak

 Farvel - tak – på gensyn!

 Endnu engang en helt speciel Dana Cup – den største nogensinde - er afviklet. Vi er ikke i tvivl om, at det også er den bedste!

Den danske sommer viste sig fra sin smukkeste side, solen smilede til deltagerne, banerne bevarede den grønne farve ugen igennem og spillet var udtryk for livsglæde.

Vi skylder spillere og ledere fra 921 hold en stor tak for den enorme indsats alle har ydet for at gøre Dana Cup 2013 til en kæmpeoplevelse!

Den tak viderebringes samtidig med, at vi udtrykker et:

På gensyn på Dana Cup 2014 den 21. – 26. juli!

Dana Cup Organisation


B16final2013
Teknik og engagement gav Pequeninos do Jockey sejren mod norske Steinkjer

 To hold - to titler

Klasse B16: Pequeninos do Jockey (BRA) - Steinkjer FK (NOR) 3 - 0 (2 - 0)

Dagens sidste guldmedaljer skal også med flyet hjem til Brasilien. Pequeninos do Jockey satte sig også på pokalen i Klasse B16 med gejst og engagement - krydret med nogle helt fantastiske tekniske færdigheder. På den baggrund var det fortjent nok, at de seværdige brasilianere løb med sejren.

Alle brasilianerne spillede med stort overskud og lod sig sjældent stresse af det høje pres, som Steinkjer hele kampen igennem forsøgte at lægge. Steinkjers spillere løb og kæmpede forbilledligt med en tilsyneladende uudtømmelig energi, men teknikken og det brasilianske engagement sejrede.

Og selv om det så let og til tider legende ud, så måtte spillerne fra samba-landet kæmpe hårdt for sejren i en underholdende og tempofyldt finale.

Begge hold har i øvrigt tidligere stået med sejrens palmer i netop denne klasse. Pequeninos do Jockey tilbage i 2004 og Steinkjer så sent som i 2012.

Kenyabolde

 Boldglæde i Kenya

 De kommer ikke tril at mangle bolde, når Ushari Spoti fra Kenya kommer hjem fra Dana Cup.

De afrikanske drenge var lykkelige, da de på Dana Cups sidste dag modtog en fornem boldgave.

Sabrina Abramowski fra tyske Cloppenburg BV havde bragt ti herlige fodbolde med sig fra klubben hjemme i Tyskland, en gave der skulle tilfalde nogle unge spillere, der ikke har så let ved at skaffe sig rekvisitter til at dyrke deres sport med. Sammen med Dana Cup besluttede Sabrina Abramowski, at de ti bolde skulle have en fremtid i Kenya. Den glæde afrikanerne gav udtryk for efterlod ingen tvivl om, at det var en helt rigtig beslutning.

B14final2013
Bærum i de gule bluser var flyvende, men sejren gik alligevel til brasilianske Pequeninos do Jockey.

Ventet brasiliansk sejr

 Klasse B14: Bærum SK (NOR) - Pequeninos do Jockey (BRA) 0 - 2 (0 - 0)

Hvis det var ventet, at brasilianske Pequeninos do Jockey ville vinde over norske Bærum i finalen i B14, så var der ingen, der havde fortalt det til de norske gutter. Bærum gik friskt til sagen og spillede deres eget, målsøgende spil i troen på, at de brasilianske favoritter, som begejstrer de fleste fodboldelskere, selvfølgelig kan klares med gedigent norsk fodbold.

Derfor stor, stor ros til Bærum der stod for noget af finalestævnets mest positive fodbold. Ikke mindst i betragtning af, at de gulblusede norske gutter var mindst et hoved kortere end deres modstandere, der virkelig var nogle store drenge. Eksempelvis var flere af dem ikke kede af at sparke på mål helt ude fra midten - med knaldhårde spark, endda.

Det var måske ikke overraskende, at guldet igen gik til Pequeninos, men i virkeligheden var det Bærum, der var den store positive overraskelse.

B19final2013
Det røde fighter-hjerte rakte til guldmedaljer for Dallas Texans mod Minas fra Spanien

 Det røde fighter-hjerte gav guld

 Klasse B19: Minas (ESP) - Dallas Texans SC (USA) 1 - 2 (1 - 1) efter forlænget spilletid.

Det kan godt være, at Minas fra Madrid stod for det flotteste fodbold, de tekniske finurligheder og den kælne boldbehandling. Men de rødblusede fra Dallas Texans beviste, at et stort fighterhjerte kan bringe et hold meget langt. I Dallas' tilfælde helt til guldet i Klasse B19 ved Dana Cup.

Konceptet hos Dallas Texans var tydeligvis at bruge en solid defensiv som afsæt. Det koncept holdt amerikanerne kampen igennem, og selv om Minas - ikke mindst ved nr. 7 som også blev kampens spiller - leverede flotte kombinationer og fine fodboldtekniske færdigheder, så var det alligevel amerikanerne, der kom foran på et hovedstød efter et langt indkast. Stillingen fik Minas til at ændre taktik og presse mere massivt på, og belønningen kom 15 sekunder før tid, efter hjørnespark.

Bare to minutter inde i den forlængede spilletid scorede Dallas Texans det mål, der skulle vise sig at blive kampens sidste. Igen efter en dødbold, denne gang et frispark.

Resten af kampen var ren overlevelse for Dallas Texans.

bedsteklub2013

 FC Düren-Niederau bedste klub

 Traditionen tro udpeges en klub blandt de tilrejsende, som skal have titlen "Bedste Klub".

På Dana Cup 2013 var det tyske FC Düren-Niederau, der scorede flest points.

Et sindrigt system, som rummer placeringer, resultater mm. benyttes, når Bedste Klub skal findes, og her var det altså de seks hold fra den tyske klub, der havde samlet flest points og fik overrakt pokalen.

G15finals2013

 Forløsning til slut


Klasse G15: Gneist IL (NOR) - Øvrevoll Hosle IL (NOR) 2 - 0 (0 - 0)

I 40 minutter så det ud til, at tilskuerne til finalen i G15 sammen med spillerne skulle ud i forlænget spilletid. Begge hold kæmpede, spillede og sparkede uden at blive farlige for alvor.

Kampen var utroligt lige, men så fik Gneist IL endelig hul på bylden. Overvægt i spil hos Gneist udløste aldrig de store chancer. Men i løbet af tre minutter afgjorde holdet reelt kampen med to flotte mål.

Gneist virkede en smule mere fysisk stærke end Øvrevoll Hosle. Nærkampene var intense, tacklingerne var veldisponeret og løbene var hurtigere, så det var ikke ufortjent, at guldet gik til Gneist IL. Men stor ros også til Øvrevoll Hosle.

B15final2013
Hjørrring FC var oppe mod overmagten, da Club America vandt pokal i Klasse B15.

 Overmagten var for stor

 Klasse B15: Hjørring FC (DEN) - Club America (MEX) 0 - 3 (0 - 1)

Der skal to gode hold til at skabe en seværdig fodboldkamp. Derfor kunne Hjørrring FC også tage imod sølvmedaljerne med oprejst pande. Selv om Club America allerede bragte sig foran med 1-0 efter bare et minuts spil, nægtede de lokale fra Hjørring at give op.

Efter en meget lang stillingskrig hvor ingen af holdene trods en solid fight ikke formåede at brænde igennem for alvor, satte mexicanerne endelig en tyk streg under, hvem der skulle hæve pokalen.

På fem minutter ændrede Club America stillingen fra 0-1 til 0-3, det sidste mål scoret blev scoret efter et perfekt indlæg og med en lige så perfekt helflugter op i nettaget.

Resten var kosmetik på en tempofyldt fight mellem to gode hold.

B13final2013
Düren-Niederau fra Tyskland blev en flot vinder i Klasse B13.

 Tysk fingeraftryk på pokalen

 Klasse B13: Holmen IF (NOR) - Düren-Niederau FC (GER) 0 - 4 (0 - 1)

Kampen var ikke mange sekunder gammel, før rollerne blev fordelt i finalen i Klasse B13. Düren-Niederau satte sig på kampen, nærmest fra første fløjt. Og selv om Holmen forsøgte at spille sin chance, så var tyskerne bare bedre.

Første scoring kom allerede efter syv minutter, og selv om der gik en halv time før det næste mål, så var det alligevel en logisk konsekvens af spillets fordeling. Holmen var kun sjældne gæster foran Düren-Niederaus mål, til gengæld havde modstanderne flere gode forsøg og satte trumf på til sidst med to hurtige mål.

Efter kampen var Holmens spillere de første til at lykønske tyskerne med sejren. En rigtig fin gestus af en flok dygtige tabere.

mashphd

 M*A*S*H støtter videnskaben med Ph.d-projekt

Når M*A*S*H-teltet i år får kunder i butikken er deres uheldige situation med til at støtte videnskaben i kampen mod skader.

"I år er M*A*S*H involveret i et Ph.d-projekt, hvor en del af opgaven går ud på at finde ud af om der er overvægt af en vis type skader og om der evt. findes køns- eller aldersspecifikke skader", fortæller lederen af M*A*S*H-teltet, Jette Nordberg.

Det forventes, at resultaterne på sigt kan forbedre mulighederne for forebyggelse af skader, idet et sådant studie aldrig er lavet før på en så stor målestok:

"Vi har haft omkring 700 behandlinger, alt fra rifter og blå mærker til røngtenhenvisninger, så det er en god datamængde vi kan bruge når vi skal skrive Ph.d.", fortæller Peter Anker, der til dagligt læser medicin i Århus.

G16final2013
Molde i de hvide bluser vandt med hele 7-0 over Astor, der dog aldrig gav op.

 Suveræn sejr til Molde

Klasse G16: Astor FK (NOR) - Molde FK (NOR) 0 - 7 (0 - 3)

Astor FK kæmpede en brav kamp i samtlige 60 minutter, men i den rent norske finale i Klasse G16 var Molde simpelt hen for gode. De hvide lagde allerede fra første fløjt et tungt pres på Astor, der aldrig nåede frem til de store chancer.

Anført af en veloplagt kreatør med nr. 20 og en hyper farlig afslutter med nr. 50 gav Molde en opvisning i smukt og effektivt fodbold.

Cifrene taler deres tydelige sprog. 7-0 vidner om stor forskel, men Astor skal roses for at spille sin chance og aldrig give op, selv når det så mest håbløst ud. Cifrene er da heller ikke udtryk for en dårlig målmandspræstation hos Astor men snarere om flot spil fra Molde.

En overbevisende sejr i en flot finale.

G19final2013
Viljen hos de to hold fejlede ikke noget.

 Chanceløs norsk finale

 Klasse G19: Nidlev IL (NOR) - Trondheim Ørn (NOR) 5 - 6 (0 - 0) efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

Viljen til sejr var tydeligvis til stede men to stærke defensiver forhindrede Nidlev og Trondheim Ørn i at komme til de store chancer i finalen hos de ældste piger i G19. I ordinær spilletids 1. halvlg havde Trondheim en enkelt stor hovedstødschance, som sagtens kunne have givet mål, mens Nidlev i 2. halvleg havde to glimrende langskud.

Resten af kampen gik med at sparke lange bolde frem og med at forsvare sig med næb og klør.

Trondheim Ørn begyndte den forlængede spilletid med to kæmpechancer, som godt kunne have givet mål, og med en solid overvægt i spillet i overtiden burde de gule have vundet kampen.

I stedet blev finalen afgjort på straffespark.

Fairplay2013
Drengene fra Fossum, Norge, Klasse B 12 og pigerne fra Älvsjø, Sverige, G 14

 Fair Play Dana Cup 2013

Dana Cups jury uddeler i år Fair Play-pokalerne til et pigehold og et drenge hold, der begge har udvist samme meget høje fair play-adfærd.

De to hold er drengene fra Fossum, Norge, Klasse B 12 og pigerne fra Älvsjø, Sverige, G 14

Foruden en generel positiv optræden er der i en, speciel situation udvist fair play på højeste niveau.

I begge tilfælde er det holdenes målmænd, der er de direkte aktører, men der er total opbakning fra hele holdet.

Bolden bliver sparket forbi mål. Dommeren er i tvivl, men målmændene oplyser til dommeren, uden opfordring, at de har været i berøring med bolden. Og så blev der dømt hjørnespark.

I begge tilfælde betød det at en chance for sejr blev forpasset, og resultatet i stedet blev et nederlag.

Det er en yderst fair adfærd.

Derfor modtager disse to hold - Fossum B 12 og Älvsjø G 14 - Fair Play-pokalerne 2013

B17finals2013
De to holds spillere kæmpede indædt om bolden. Club America fra Mexico vandt guldmedaljerne.

 Højdramatisk kamp om guldet

 Klasse B17: Club America (MEX) - Hjørring FC (DEN) 1 - 0 (0 - 0)

To røde kort til Club America og bortvisning af den mexicanske træner blev kulminationen på en højdramatisk finale i Klasse B17 mellem Club America og Hjørring FC. Kampen var intens, og begge hold skal roses for kæmpe vilje og engagement. Og især skal Hjørring FC roses for at holde hovedet koldt og hele tiden at forsøge at vinde kampen.

Og hvis et straffespark til Hjørring bare halvandet minut før tid var blevet udnyttet, kunne resultatet måske være blevet et andet, men den gyldne chance blev forpasset. I stedet var det Club Americas spillere, der kunne juble over det mål, der blev scoret på et kanongodt langskud fra kanten af feltet efter syv minutter af 2. halvleg.

Ærgerligt at den intense fight blev skæmmet af de røde kort og bortvisningen af den ophidsede træner i slutfasen.

RSS Feed

SponsorBar