>
23. - 28. JULI 2018 - HJØRRING - DANMARK

Seneste Nyheder

65holdud

65 hold slås ud hver time

For rigtig mange hold er det den ultimative drøm at hæve pokalen ved finalestævne fredag eller lørdag. Sådan går det desværre kun for de færreste.

- I øjeblikket spiller vi på 65 baner, og hver time står et hold som taber og har dermed udspillet deres rolle på banerne ved Dana Cup, forklarer turneringsplanlægger Ole Vagn Bruun.

De første A-finaler spilles på Nord Energi Arena fredag eftermiddag. Den sidste afvikles lørdag til aften.

Tucuman

Tucuman med for første gang

Hold fra Argentina har tidligere deltaget i Dana Cup, men selv om Argentina har fostret store spillere som f. eks. Diego Maradona og Lionel Messi, så er spillere med argentisk pas ikke dem, der gennem årene har været flest af på den store fodboldturnering i Hjørring.
Det kan der måske blive rettet op på nu.

- Vi har i mange år ønsket os flere hold fra Argentina på Dana Cup, så vi er meget tilfredse med, at vi i år kan byde velkommen til Tucuman. Vi har kendt Tucuman i flere år og er glade for, at klubben i år har valgt at være en del af turneringen, understreger direktør i Dana Cup, Jette Andersen.

Tucuman stiller op i Klasse B12, og spillere fra klubben var mandag med til at tænde flammen i Hjørrings midtby og var dermed med til at åbne den 36. udgave af verdens tredje største fodboldturnering for ungdom. Klubben blev efterfølgende modtaget af Hjørrings borgmester på rådhuset.

fortunanyetroeje

Efterspurgte nye Fortuna Hjørring trøjer

I forbindelse med Fortuna Hjørrings nye sponsor aftale med New Balance har klubben fået nye trøjer. Trøjerne, som kan købes i SPORTMASTER -teltet i Event området, har vist sig at være yderst efterspurgt til Dana Cup. Men det er ikke kun deltagerne i Dana Cup, som synes om trøjerne, det gør Fortuna’s egne spillere også.

”Trøjen er anderledes i forhold til den, vi har haft før. Det er fx en anden grøn farve. Det er desuden fint med det nye look med striber, som mange måske også kan kender fra Celtic FC. Det synes jeg er cool. Det gør os også lidt anderledes i forhold til de andre hold, idet deres trøjer er alle ensfarvet. Så jeg synes, at vi kommer til at se fine ud” siger den danske landsholdsspiller Karoline Smidt Nielsen fra Fortuna Hjørring.

Richard Wright

New Balance ved Dana Cup

 

D. 1. juli var startskuddet på den nye sponsoraftale mellem New Balance og Fortuna Hjørring og Dana Cup, hvilket gør sig synlig ved dette års turnering . På nuværende tidspunkt er New Balance allerede sponsor for topklubber som Liverpool FC, Celtic FC, FC Porto, Sevilla FC and LOSC Lille.

- Det er vores første år som hovedsponsor. For at være ærlig er jeg her bare for at se mig godt omkring og danne mig et indtryk af, hvor enormt stor turneringen er. Og jeg må sige, at jeg er meget imponeret, siger General Manager hos New Balance Football Richard Wright, som netop er taget til Dana Cup for selv at opleve tuneringen.

- Jeg synes, at vi er kommet godt fra start. Det har virkeligt vist sig at være en stor hjælp at have drengene fra Liverpool og selvfølgelig Robbie Fowler med. Han har vist sig som den absolutte superstjerne, han er, siger Richard Wright og tilføjer, at de to trænere fra Liverpool har præsteret et fantastisk flot arbejde.

 

Amerikanernesmand

Amerikanernes mand på Dana Cup

Sven Erik Jensen er ikke den eneste, der sender amerikanske fodboldhold til Dana Cup. Men det er alligevel ikke forkert at betegne den tidligere skolelærer som amerikanernes mand på Dana Cup. Siden 1984 har han nemlig været rejsearrangør for op mod 800 hold fra USA.

- Som træner for et fodboldhold hjemme i Vodskov fik vi dengang besøg af et hold fra USA. Amerikanernes ytrede ønske om at deltage i en turnering, og da jeg vidste, at Dana Cup havde set dagens lys to år forinden, fik jeg knyttet forbindelsen over Atlanten, og så tog udviklingen ellers fart. Allerede i 1986 kvittede jeg jobbet som skolelærer og har siden udviklet mit eget rejsebureau Sport International, hvor vi formidler fodboldrejser typisk fra USA til Europa, især Danmark, Sverige og Norge, fortæller Sven Erik Jensen, der ved tirsdagens VIP-fest modtog den nye Dana Cup Honor Award for sit store arbejde med at promovere fodboldturneringen over det meste af verden.

- De første år rejste jeg sammen med Dana Cups ledelse rundt til bl.a. Sydafrika, USA, Australien og Sydamerika for at gøre reklame for Dana Cup. I dag har jeg status af agent for Dana Cup, således at jeg kan indgå aftaler rundt om i verden på Dana Cups vegne, forklarer Sven Erik Jensen, der også sender hold fra andre lande til fodboldturneringen i Hjørring, bl.a. fra arabiske lande og Spanien.

- Ikke mindst amerikanerne er meget glade for at komme på Dana Cup, fordi de her oplever en utroligt velorganiseret turnering, hvor alt fungerer, og hvorfra de rejser hjem med mere end kun en fodboldoplevelse. I forbindelse med besøget på Dana Cup kobler vi som regel altid oplevelser i Danmark på, lige som mange også deltager i f. eks. Gothia Cup inden eller Norway Cup efterfølgende. I år har flere hold deltaget i et træningsophold på Dana Cup Sportscenter, og nogle af dem har allerede bestilt ophold i uge 28 næste år, smiler Sven Erik Jensen, der i år har sendt seks hold afsted til Dana Cup.

Liverpoolhaaber

Liverpool er beæret over at være til Dana Cup

 

Med sejre på 8-2, 3-0 og 4-0 er Liverpool FC i Klasse G16 godt på vej mod drømmen om at nå finalen i klubbens første Dana Cup. G16-pigerne er en del af den verdensberømte klubs Ladies Academy.

- Pigerne får en del ekstra opmærksomhed, netop fordi de kommer fra Liverpool FC, smiler RTC Manager i Liverpool Ladies Academy, Ianthe Mumford.

Alle spillerne er optaget på akademiet efter prøvetræning. De kommer typisk fra et større område omkring Liverpool, hvor også Everton har sit eget akademi. Pigerne bor ikke på akademiet, hvor de træner flere gange om ugen og spiller kampe i weekenden.
 
- Pigerne er meget dedikeret til fodbold og som en følge heraf er de meget fokuserede. Vi erkender at standarden er meget høj. Det er en international turnering med nogle fremragende hold og vi er beærede over at være en del af årets turnering, smiler Ianthe Mumford.

Det er første gang, at Liverpool Ladies Academy deltager i så stor en turnering som Dana Cup. Sidste år deltog gruppen i en turnering i Island, men Ianthe Mumford understreger, at akademiet gerne kommer igen til Dana Cup, hvis det er muligt.

 

Sportsmaster

Liverpool trækker toget

Norge er det land udenfor England, hvor Liverpool FC har den største fanskare. Det kan ses på interessen for New Balance-produkterne i det store Sportsmaster-telt på Dana Cup, hvor det amerikanske sportsbrand for første gang er med som tøj- og hovedsponsor for både Fortuna Hjørring og Dana Cup.

- Selv om New Balance blev stiftet i 1906 er mærket desværre stadig en smule ukendt, i hvert fald inden for nogle sportsgrene. En skam for New Balance lægger navn til nogle helt vildt lækre produkter, understreger Matthias Jensen, der oplever stigende interesse for både sko, fodboldstøvler og løbe- eller fritidssko.

- Vi kan tydeligt mærke, at nordmændene er meget glade for Liverpool FC, og interessen for det engelske klubtøj er stor, og derfor er det Liverpool, der i øjeblikket trækker New Balance-toget under Dana Cup, smiler han.

Skotland

Skotsk debut på Dana Cup

Skotske Monifieth Athletic FC er debutanter på årets Dana Cup, og selv om resultater ikke helt har været, som klubben kunne ønske, så har turneringen været en rigtig positiv oplevelse.
Det siger David Ralston fra klubben, der ligger på østkysten, tæt ved Dundee.
Monifieth Athletic FC har 10 hold op til 19 år og afvikler desuden fodboldskoler for børn i området.er en klub. Monifieth Athletic FC er mere end 50 år gammel og rummer mange traditioner.

- Vi har rejst langt for at komme til Dana Cup, og en lange tur har sat sine spor hos spillerne, som var trætte. Det kunne desværre ses på resultaterne. Vi har mødt et par gode hold, men vi kunne helt sikkert præstere bedre, end vi har gjort indtil nu, er David Ralston sikker på.

fowlerVIP

Træn, træn og træn igen

265 kampe og 128 mål for Liverpool FC. Robbie Fowler er en af Mersey-klubbens helt store legender fra Anfield Road. Allerede da han var 11 år blev verden opmærksom på hans usædvanlige målnæse, så han ved, hvad der skal til for at slå igennem på højeste plan.

- Træning, træning og træning, lød hans råd til unge spillere, da han på scenen ved VIP-festen tirsdag aften var en del af underholdningen.

Inviterede ledere, sponsorer og honoratiores oplevede en afslappet og humoristisk fodboldlegende, der fortalte om sit liv på fodboldbanen, og hans arbejde som ambassadør for både Liverpool FC og New Balance.

femnyeklub100

Fem nye i Klub 100

Ved årets VIP fest i Fiberhallen tirsdag aften blev fem klubber optaget som nye medlemmer i den såkaldte Klub 100 – det eksklusive selskab af klubber, der i Dana Cups 36-årige historie har sendt mindst 100 hold til den store fodboldturnering.
Fana IL, Egernsunds IK, Stord FB, Kongsberg IF og Madla IL, alle fra Norge, er nye medlemmer den fornemme klub, og repræsentanter fra klubberne blev behørigt fejret med diplomer og blomster overrakt af formand for Dana Cup, Ole Vang Bruun.

awardsfoerstegang

Awards uddelt for første gang

 

Med 36 udgaver af Dana Cup i bagagen er der knyttet rigtig mange uvurderlige venskaber gennem årene. Venner, som er trofaste over for Dana Cup. Venner der virker som fantastiske ambassadører for vores turnering. Venner der kommer her - år efter år - og efterfølgende udbreder et positivt kendskab til turneringen. Venner der sørger for, at rigtig mange hold kommer til Hjørring og Dana Cup.

I år vil vi tage hul på uddeling af en ny ærespris ”Dana Cup Honor Award” og vi har denne gang valgt at hædre og takke fire personer.

Inger Mostad har fra sit domicil hos Dues Sportsrejser i Grimstad i Norge arbejdet energisk og loyalt over for Dana Cup. Hun er årsag til, at vores turnering har så mange norske deltagere. Inger nøjes ikke med at betjene de norske hold hjemme i Norge. Hun tager hvert år med til Hjørring for at følge sine norske kunder - vores gæster - helt på plads. En påskønnelsesværdig indsats. Til lykke Inger

Ingo Müller fra Düren Niederau i Tyskland kommer hvert år til Dana Cup med et stort hold unge spillere, der præsterer godt i vores turnering. Vi tror, at Ingo føler sig hjemme på Dana Cup. Han vil i hvert fald – året igennem huske os her i Hjørring. Armbånd fra samtlige turneringen, han har deltaget i pryder hans underarm året igennem. Ingo er en rigtig Dana Cup ambassadør. Tak for det og til lykke.

Sven Erik Jensen har været en fornem Dana Cup ambassadør lige fra den dag, vi fik øjnene op for, at der skulle hentes deltagere med fra det store amerikanske kontinent. År efter år er Sven Erik mødt op med amerikanske hold - også hold fra de mere eksotiske steder af USA. Det er med til at sætte kolorit på Dana Cup. Tak for de mange års engagement og til lykke med prisen.

José Guimarães Júnior kendt af alle som Jockey’en. I over 30 år er jockeyen kommet til Dana Cup med ungdom, han har samlet hjemme i Sao Paulo. Der giver han dem såvel skole- som fodbold opdragelse. Jockeyens drenge ”Pequeninos do Jockey” hæver hvert år standarden på Dana Cup. Jockeyen selv er en værdsat institution, som vi heller ikke måtte undvære i 2016, selv om han skulle løbe med den olympiske ild hjemme i Brasilien. Han rejste hjem fra Gothia Cup i Gøteborg, løb med ilden og næste dag satte han sig i flyet for at komme tilbage til sine drenge på Dana Cup. Tak for din store indsats og dit enestående eksempel. Hjertelig til lykke!

 

IMG 0295

Scene til ekstra store oplevelser

Dana Cup er et overflødighedshorn af store oplevelser. Fodbold, venskaber og events går op i en højere enhed og bliver for de fleste et minde for livet. Alligevel har organisationen bag verdens tredje største fodboldturnering for ungdomshold i mange år drømt om en scene til at præsentere ekstra store oplevelser. Specielt gode fodboldkampe. Specielt spændende events.

- Derfor har vi i år indrettet fodboldbanen tættest på centerområdet til en egentlig centercourt, dedikeret til de helt særlige oplevelser. Ved banen er opstilet tre tribuner og i år har området bl.a. været brugt til træninger med Liverpool FCs dygtige trænerstab, events med New Balance og PES2018, men i princippet er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvilke events eller kampe vi kan tilbyde på centercourt, påpeger manager for Dana Cup, Jette Andersen.

- Centercourt er også et oplagt tilbud til lokale borgere for at opleve nogle af højdepunkterne ved Dana Cup på tætteste hold, understreger direktøren, der i øvrigt er imponeret over den høje standard på hele eventområdet.

- Jeg synes, at vi for det første kan tilbyde spillerne, deres ledere og familier en fantastisk bred palette af muligheder, som de kan forlyste sig med, når der ikke er kampe på vores 60 fodboldbaner. Men jeg synes også, at kvaliteten af vores tilbud er imponerende høj. På Dana Cup vælger vi fra øverste hylde, og det høje kvalitetsniveau går igen i udbuddet af events og øvrige tilbud, synes Jette Andersen.

oemmemuskler

Gratis massage til ømme muskler

De gratis glæder er tit de bedste. På Dana Cup er der i hvert fald noget om snakken, for spillere, trænere og dommere kan nemlig helt gratis få massage til at lindre ømme muskler.

- Vi er 10 massører, som hver dag står til rådighed for deltagerne, understreger leder af massageteltet, Bente Lauridsen, der har blødgjort belastede muskler i 11 år på Dana Cup.
Massageteltet er placeret umiddelbart ved siden af MASH-teltet ved Fortunas klubhus og har åbent for gratis massage fra kl. 9-20.

- Når banerne er våde efter regn oplever vi mange spillere og dommere med muskelforstrækninger, mens hårde baner giver ømhed og træthed i musklerne, siger Bente Lauridsen.

MASHonline

MASH online med sygehuset

Statistiske set bliver mellem 600 og 700 spillere skadet til Dana Cup. Og skader dækker alt fra vabler og hudafskrabninger til brækkede ben eller hovedskader. Langt de fleste tilskadekomne bliver behandlet i MASH-teltet på Dana Cup, mens alvorligere skader bliver henvist til Regionshospital Nordjylland, Hjørring.

- Vi har et tæt og glimrende samarbejde med Region Nordjylland og har bl.a. fået to bærbare pc’er stillet til rådighed, således at vi kan være online med sygehuset i Hjørring. Det betyder, at vi fra MASH eksempelvis kan bestille tid direkte i røntgen, hvis vi har mistanke om et knoglebrud hos en spiller. For spillerne betyder det kortere ventetid og dermed hurtigere behandling, og for det offentlige sundhedsvæsen betyder det langt mindre belastning, fordi vi dels har vurderet patienten og allerede har udfyldt de nødvendige dokumenter, påpeger leder af sundhedssektoren på Dana Cup, sygeplejerske Jette Nordberg.

- I MASH har vi både kompetencer og materialer til at sy sår, lige som vi naturligvis også kan give injektioner mod f. eks. stivkrampe. Vi indkøber det meste medicin selv, men Region Nordjylland hjælper os med rigtig mange materiale som bl.a. forbindsstoffer, fortæller Jette Nordberg.

Uden MASH ville tilskadekomne fodboldspillere være henvist til at søge hjælp hos lokale, praktiserende læger eller den offentlige lægevagt.

RSS Feed

SponsorBar