>
23. - 28. JULI 2018 - HJØRRING - DANMARK

Seneste Nyheder

B17finale2017

Stadtlohn Sus 1920 (GER) – Gneist IL (NOR) 4-5 (0-0) efter omkamp og straffespark

Finalerundens hidtil mest chancefattige kamp. Trods en intens duel med masser af knaldhårde tacklinger formåede drengene fra tyske Stadtlohn eller norske Gneist at omsætte energien til målchancer. Hverken i 50 minutters ordinær spilletid eller i to gange fem minutters ekstra tid var de to hold i stand til at producere en egentlig målchance.

Konsekvensen kunne ikke blive andet end straffesparkskonkurrence, hvor Gneist var ét spark mere effektiv end Stadtlohn. Så selv om holdene ikke var i stand til at spille sig frem til målchancer, blev finalen alligevel dagens hidtil mest målrige.

Pin It
B13finale2017

Fyllingsdalen FK (NOR) – Düren-Niederau FC (GER) 1-0 (1-0)

1-0 er den smalleste sejr, et fodboldhold kan vinde, men alligevel var der – set over hele kampen – ikke den store tvivl om, hvem der skulle have pokalen.

Fyllingsdalen bragte sig foran efter ni minutters spil i finalen mod Düren-Niederau, og selv om tyskerne tilkæmpede sig et spillemæssigt overtag i 2. halvleg, var de ikke for alvor i stand til at true den norske sejr.

Langt det meste spil foregik på banens midte, og dermed blev kampen mere en intens duel end egentligt sprudlende fodboldspil.
En fin finale med to arbejdsivrige hold.

Pin It
G16finale2017

Liverpool FC (ENG) – Ottestad IL (NOR) 2-1 (2-1)

Engelske hold er sjældne gæster ved finalerne på Dana Cup. Sidst et engelsk pigehold rejste hjem med guldmedaljerne var i 2009, da Ipswich Town vandt i Klasse G16. Lørdag skulle Liverpool FC forsøge at løfte arven, og det gjorde de rødblusede fra Mersey-side på fornemste vis. I klubbens første Dana Cup, kunne Liverpool FC hæve pokalen som klassens bedste efter en sejr på 2-1 over Ottestad.

Liverpool bragte sig foran allerede efter to minutters spil, men Ottestad svarede lynhurtigt tilbage med en udligning bare tre minutter senere. Efter 17 minutter bragte Liverpool sig igen foran på en uheldig opspilsfejl hos Ottestad.

Efter pausen var det Ottestad, der svingede taktstokken. Holdet fightede sig mere og mere ind i kampen, og et skud på den ene opstander havde fortjent bedre.
Men efterhånden som kampen skred frem, blev chancerne færre, og da Ottestad ikke var i stand til at omsætte en pæn mulighed bare sekunder før sidste fløjt, måtte de norske jenter glæde sig over, at de vandt sølvmedaljerne.

Pin It
B15finale2017

Trauma IF (NOR)- Rhein-Hunsrück (GER) 1-2 (1-2)

Fysikken blev en af de afgørende faktorer, da Rhein-Hunsrück hjemførte lørdagens første pokal til Tyskland. De tyske spillere var større og hurtigere end deres norske modstandere, og da Rhein-Hunsrück allerede efter halvandet minuts spil bragte sig foran kunne man godt frygte for, hvordan Trauma IF ville tackle modgangen.

Men selv om de norske gutter kom yderligere bagud efter 11 minutter, fortsatte de ufortrødent deres kamp mod overmagten, og det var derfor såre fortjent, at de efter 17 minutters spil kunne reducere. Men så kom de heller ikke tættere på gevinst.

I 2. halvleg satte tyskerne kampen på cruise control og tog sikkert guldmedaljerne med hjem.

En god fodboldkamp kræver to partnere, og stor kredit til Trauma IF for aldrig at give op og dermed bidrage til en fin finale.

Pin It
G19finale2017

Fortuna Aalesund FK (DEN) – Fortuna Hjørring (DEN) 0-3 (0-3)

Da Fortuna Hjørring bragte sig foran efter bare ét minut i finalen mod navnesøstrene fra Aalesund i Norge, fik de blåklædte et fingerpeg om, hvor skabet skulle stå i den ældste pigeklasse. Fortuna Aalesund leverede ellers en formidabel og beundringsværdig fight, men de norske jenter brugte så mange kræfter på at holde Fortuna Hjørring væk, at de ikke havde overskud til selv at kreere de store chancer.

Derfor kom kampen i høj grad til at foregå på Fortuna Hjørrings præmisser. Sejren på 3-0 var aldrig i fare, selv om føringen i nogen grad blev en sovepude, og 2. halvleg blev aldrig så underholdende som de første 25 minutter.
Fortuna Aalesund vandt sølv og har al mulig grund til at være tilfreds, for på denne finaledag mødte de norske jenter bare et hold, der var bedre.

Pin It
Fairplay2017 Boys

Vinderne af Fair Play 2017

Juryen under Dana Cup har fundet vinderne af dette års Fair Play pokaler hos både drenge og piger.

Hos pigerne gik prisen til Mansfield Crew Ohio i Klasse G15 og hos drengene til Cantalao fra Peru i Klasse B11. Begrundelsen for tildelingen lyder bl.a., at klubberne siden ankomsten til Hjørring har udvist bemærkelsesværdig behagelig opførsel i forbindelse med både transport og indkvartering. Holdene har på alle måder udvist ekstrem stor samarbejdsvilje i alle spørgsmål og har altid stillet sig til rådighed, når dommerne har bedt om personlige oplysninger.

Under kampene har spillerne udvist særdeles høflig opførsel og har været med til at sørge for, at involverede i kampene har fået en god oplevelse.
Mansfield Crew Ohio deltager i Dana Cup for første gang.

Pin It
G17finale2017

Fortuna Hjørring (DEN) – Langfjorden FK (NOR) 3-0 (1-0)

Selv om Langfjorden FK havde solid opbakning fra er entusiastisk publikum på tilskuerpladserne, havde de norske spillere rigeligt at gøre med at holde Fortuna Hjørring fra fadet i en kamp, hvor de rødblusede nærmest ikke skabte én eneste åben målchance – det tætteste var en situation hvor spillere og publikum følte sig snydt for et straffespark.

Derfor var det såre fortjent, at Fortuna Hjørring kunne tage pokalen i G17 med hjem til pokalskabet med en sikker sejr på 3-0.

Efter pauseføring på 1-0 så det ellers ud til, at Langfjorden FK kom bedst ud til 2. halvleg. Fortuna Hjørrings spillere virkede nervøse og strøede om sig med fejl oog forkerte beslutninger, men to yderligere scoringer satte en solid streg under en meget fortjent finalesejr.

Pin It
G13finale2017

GPS National Team (USA) – Frogner-Skedsmo IL (NOR) 1-0 (0-0)

I en livlig kamp, hvor begge hold havde svært ved at spille sig til egentlige chancer, blev det i den sidste ende GPS National Team fra USA, der løb af med sejren på et mål scoret umiddelbart efter pausen.

Kampen blev i alle 40 minutter en duel om, hvem der skulle have herredømmet over midtbanen og var præget af mange fysiske dueller. Flere gange var der optakt til pæne opspil men opmærksomme forsvar i begge ender fik lukket af for forsøgene og bortset fra et amerikansk indlæg, der prellede af på den norske overligger, var ingen af holdene tæt på yderligere scoring.

En finale hvor begge hold investerede mange kræfter, men hvor målene desværre udeblev.

Pin It
B12 2017

Tucuman 1 (ARG) – Vidar FK 1 (NOR) 2-0 (5-3)

- Jeg håber at se jer i finalen.

Sådan sagde Dana Cups direktør, Jette Andersen, til Tucuman og Liverpool FC, da de to hold mandag blev modtaget på rådhuset af Hjørrings borgmester Arne Boelt.

Fredag opfyldte argentinske Tucuman direktørens ønske og formåede endda at vinde finalen i klubbens første besøg på Dana Cup.

Da der var spillet fire minutter, førte Tucuman 2-0 og så ud til at have punkteret kampen, men på to gyldne minutter i 2. halvleg bragte Vidar balance i regnskabet. Igen sendte Tucuman sig på vinderkurs, og igen på bare et par minutter blev stillingen ændret fra 2-2 til 4-2. Og endnu en gang formåede Vidar at bringe spænding ind i den særdeles underholdende kamp, da nordmændene reducerede med fem minutter tilbage. Tucumans mål i overtiden til 5-3 var kun pynt.
Super kamp af begge hold.

Pin It
topmoedeG17

Topmøde i G17

Da Fortuna Hjørring og KoldingQ mødtes fredag formiddag i semifinalen i Klasse G17, var der tale om et dansk topmøde. Begge klubber hører til blandt de fire bedste i den danske 3F Liga, og på ungdomsplan mødes holdene også i den bedste række.

- Vi vandt før sommerferien det danske mesterskab i aldersklassen, og jeg kan heldigvis råde over det hold, som vi stiller med til Dana Cup i efteråret, fortæller cheftræner for Kolding, Jesper Bisgaard, der selvfølgelig ærgrer sig over, at hans hold tabte med 2-1 til Fortuna.

- Min opgave er at gøre spillerne klar til at tage det næste skridt mod toppen af dansk fodbold og indstille dem på den stil, som vi gerne vil spille i KoldingQ. Det betyder, at vi meget gerne vil spille med bolden og ikke sparke så meget, men der er jo ingen facitliste i fodbold, og den ene spillestil er hverken bedre eller mere rigtig end den anden. Jeg synes, at vi så to forskellige spillestile i dag, siger Jesper Bisgaard.
På den anden side af midterlinjen var cheftræner i Fortuna Hjørring, Henrik Larsen, naturligvis noget mere tilfreds.

- Det var et topmøde, og jeg synes, at det er fantastisk, at vi kan præstere så flot, når vi tænker på, at vi i går spillede tre kampe. Det gjorde KoldingQ også, men mine spillere har desuden alle haft opgaver med madlavning, oprydning og andet ved Dana Cup. Den kendsgerning sætter resultatet lidt i perspektiv, synes jeg.
Henrik Larsen er enig med Jesper Bisgaard i, at de mange tilskuere blev vidne til noget af det ypperste, som dansk pigefoldbold kan præstere.

- Vi har 5-6 landsspillere, og KoldingQ har vel det samme, siger Henrik Larsen, der erkender, at han har en vigtig opgave i at bygge videre på det fundament, som trænerne i U16 og U14 præsterer og dermed gøre de bedste klar til både 3F Liga og måske endda landsholdet.

- Når spillerne kommer til mig, forventer jeg, at ikke mindst de tekniske færdigheder er i orden. Vi arbejder videre med teknikken, men i høj også med den taktiske forståelse, påpeger han.
Fortuna Hjørring er med sejren klar til finalen i G17, der spilles på Nord Energi Arena i aften.

Pin It
B11 2017

Frederikssund FB (DEN) – Cantalao (PER) 5 – 2 (1-1)

Cantalao fra Peru har stolte traditioner i Dana Cup. Sydamerikanerne vandt klasse B11 i 2016 og har vundet rækken i alt fire gange. Det vidste de danske drenge fra Frederikssund tilsyneladende ikke.

De spillede en flot teknisk og taktisk omgang fodbold, fuldstændigt uden respekt for deres modstandere og bragte sig allerede efter seks minutters spil foran med 1-0. Stillingen holdt til fem minutter før pausen, hvor Cantalao udlignede på et glimrende hovedstød.

Bare ét minut inde i 2. halvleg gentog historien sig. Frederikssund kom foran på et fint gennemspillet angreb, men bare et par minutter senere bragte Cantalao igen balance i regnskabet.

Så tog kampens bedste spiller, Frederikssunds nummer 10, ellers fat. Med et ægte hattrick satte han en tyk streg under den danske dominans, så Frederikssund særdeles fortjent kunne hæve trofæet med en sejr på hele 5-2.

Pin It
trykpaasportsmaster2017

Tryk på i SPORTMASTER-teltet

 

Under Dana Cup turneringen har der været tryk på i SPORTMASTER-teltet. Det skyldes bl.a. at mange spillere har ønsket at få trykt nummer og navn på deres trøjer i SPORTMASTER-teltet.

’Spillerne kan naturligvis også få trykt nummer og navn på de officielle trøjer fra deres favorit klubber,’ nævner Kasper Hansen fra SPORTMASTER. Det koster 80 kr. for navn og 30 kr. pr. tal. SPORTMASTER-teltet er åbent hele fredagen 9-22 og lørdag 9-14.

 

Pin It
Virgin

VIAYSO fra St. Croix deltager i Dana Cup

 

For det andet år i træk deltager Virgin Islands American Youth Soccer Organisation (VIAYSO) U19 i Dana Cup. I foråret arrangerede St. Croix ViAYSO desuden The St. Croix International Centennial Soccer Tournament, hvor hold fra de amerikanske Jomfruøer og Danmark spillede en række træningskampe. Holdet er meget glade for at deltage i Dana Cup, fordi de bliver udfordret af at spille imod spillere på et højere niveau.

’Vi kommer fra en ø, hvor vi kun har 4 hold og derfor kommer drengene ikke meget i kontakt med spillet. Med kun 4 hold har de en fodboldsæson, som kun består af 9 kampe. Og for os er det desuden en stor sejr at spille her uden at blive udspillet, ’ siger træner Yohannes Worede, som tilføjer, at det er godt at vide, at de godt kan være med niveaumæssigt. På trods af god fight tabte holdet dog til norske Odds KB denne eftermiddag.

 

Pin It
Amerikanske

Amerikanske forældre på europæisk rundrejse

 

En større gruppe forældre fra North Carolina, USA, har i år valgt at tage med deres 34 Lake Norman Soccer Club spillere og 2 trænere til klubbens fjerde Dana Cup. Før ankomsten til Dana Cup rejste gruppen til Island, hvor de spillede nogle træningskampe mod lokale hold. Samtidig var der tid til at nyde islands natur såsom Gulfoss vandfaldet og den blå lagune. Forældrene synes godt om denne kombination af fodboldkampe og sightseeing.

’Vores klub har deltaget i nogle år. Det er en stor oplevelse for os alle. Det giver vores børn mulighed for at se hold fra hele verden og som forældre er det dejligt at være del af et meget familie venligt fodbold miljø med hold fra mange lande og samtidig holde lidt ferie. Desuden får vi mulighed for at knytte tætte bånd til vores hold og klub. Herved skabes en holdånd og på samme tid har vi mulighed for at se vores børn spille fodbold,’ siger Cedric Coco.

Cedric Coco er desuden meget imponeret over kammeratskabet til Dana Cup, fordi det er ligesom et miniature VM, og han synes endvidere, at Hjørring og Dana Cup har skabt den utrolige atmosfære.

 

Pin It

RSS Feed

SponsorBar