>
22. - 27. JULI 2019 - HJØRRING - DANMARK
todoegnsrejse

 To døgns rejse til Dana Cup

 48 timer med bus og skib. Drengene og pigerne fra finske KIPS, 150 kilometer nord for Polarcirklen, har været ude på en lang rejse, før de landede på deres første Dana Cup i Hjørring. Og foreløbig har de ikke haft grund til at fortryde.

- Vi har ikke været her så længe, men Dana Cup ser ud til at være en fantastisk turnering, fastslår formand for klubben, Veli-Matti Hettula, der er delegationsleder for 46 børn og voksne.

KIPS har tidligere deltaget i en fodboldturnering i det nordlige Sverige, men sidste år besluttede klubben at tage et skridt opad, som formanden udtrykker det.

- Da vi havde taget beslutningen om at deltage i Dana Cup, begyndte vi at skabe det økonomiske grundlag. Alle har knoklet med at gøre rent og alle mulige andre opgaver, som vi kunne tjene penge på. Desuden har vi skaffet midler igennem sponsorer, fortsætter Veli-Matti Hettula, der blev overrasket over den festlige indmarch mandag aften.

- Det lignede jo de olympiske lege. Det er helt utroligt, som Dana Cup ser ud til at være en begivenhed, som hele byen bakker op om. Vi har mødt masser af lokale, som har været venlige overfor os. Vi kommer gerne tilbage til Dana Cup, men arbejdet med at skaffe det økonomniske grundlag er så stort, at jeg tvivler på, at vi kan komme hvert år, siger formanden for KIPS, der glæder sig over, at hans hold i G14 blev udvalgt til at hilse på Hjørrings borgmester.

Pin It
SponsorBar