>
23. - 28. JULI 2018 - HJØRRING - DANMARK

Seneste Nyheder

kasperfond

Kasper Poulsen bisættes den 9. december kl. 13.30 fra Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring

 

I Dana Cup og Fortuna Hjørring har vi mistet en fantastisk medarbejder og ven. Kasper Poulsen døde lørdag den 26, november.

Kasper betød meget for os alle sammen, han ofrede sig for os, og vi er rigtig mange, der har haft glæde af at kende og møde Kasper. Det var ikke kun her i Hjørring, Kaspers gode humør og hjælpsomhed kom til udtryk. Det ser vi bevis for i disse dage, hvor der kommer kondolencetilkendegivelser fra hele Verden – fra mennesker, der kom i berøring med Kasper, oplevede hans hjælpsomhed og lærte at sætte pris på ham!

Vi føler, at Kaspers ånd er knyttet tæt til Dana Cup og Fortuna. Hans hjerte var med her, og med den fodbold-spillende ungdom i det hele taget. Vi ønsker at holde Kaspers minde i hævd, og synes, at det kan gøres på passende vis ved at etablere Kasper Poulsens Rejsefond. Selv om det kunne se ud til, at Kaspers liv udelukkende blev levet i Fortuna og Dana Cup er det også en kendsgerning, at han elskede at opleve Verden uden for Landlyst og Park Vendia. De store oplevelser kunne han berette om fra rejser ikke mindst i USA.

Fremtidens fodboldspillere og ledere skal også have mulighed for, at opleve den store ”fodbold-verden”. Det skal Kasper Poulsens Rejsefond være med til at muliggøre.Fonden skal administreres af et udvalg i Fortuna/Dana Cup. Dele af kapitalen og dens forrentning udloddes i passende størrelser til fodboldspillere og –ledere såvel enkeltpersoner som hold. Udlodningen finder sted én gang årligt. Administrationsudvalget kan dog beslutte udlodning flere gange. Retningslinjer for fondes virke udarbejdes.

Fredag den 9. december kl. 13:30 bisættes Kasper Poulsen fra Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring. Efterfølgende er der mindesammenkomst hos Dana Cup Sports Center.

Allerede nu er Kasper Poulsens Rejsefond etableret, og der er – i stedet for blomster - mulighed for at bidrage med et beløb til Kaspers rejsefond.

Der kan foretages indbetaling til fondens konto i Spar Nord Hjørring reg. nr. 9001 kt. nr. 1400042329.
IBAN: DK0290011400042329 Swift: SPNODK11
 
Ved overførsler fra udlandet skal anføres, at modtager er:

Kasper Poulsens Rejsefond
c/o Fortuna Hjørring
Børge Christensens Vej 5, 9800 Hjørring
Husk at angive afsender, når du foretager indbetaling.
 
På vegne af Fortuna Hjørring og Dana Cup

Jette Andersen
 
kasperfond2
SponsorBar