>
23. - 28. JULI 2018 - HJØRRING - DANMARK

Seneste Nyheder

nygiftdommer2

 Nygift dommer til Dana Cup

 For bare to uger siden gik 26-årige Emilia Karpeta-Kubat op ad kirkegulvet hjemme i Polen. Tirsdag morgen fløjtede hun op til sin første kamp under Dana Cup 2016. En fantastisk oplevelse for den unge dommer, der deltager ved Dana Cup for første gang – og denne gang uden sin ægtemand, der passer sit arbejde som chauffør.

- Måske kommer han med næste år, smiler Emilia Karpeta-Kubat, der glæder sig til en uge på verdens tredje største fodboldturnering for ungdomsspillere. Foreløbig har det været en fantastisk oplevelse at være med til dette kæmpe arrangement.

- Jeg har været dommer i otte år og dømmer i den øverste liga for piger samt i en regional-liga for herrer, fortæller Emilia Karpeta-Kubat, der aldrig selv har spillet fodbold. Til gengæld har hun to gange været polsk mester i længdespring.

- Jeg blev fodbolddommer, fordi min far har dømt fodbold, men selv om jeg har ambitioner og egentlig gerne ville dømme på højere niveau, så er det svært, fordi jeg er kommet for sent i gang, sukker Emilia Karpeta-Kubat, der trods sin beskedne højde er hurtig til at sætte sig i respekt – også blandt store norske gutter i Klasse B16.

Hjemme i Polen arbejder hun som lærer på en erhvervsskole, som ernæringscoach og som fodbolddommer.

SponsorBar