>
23. - 28. JULI 2018 - HJØRRING - DANMARK

Seneste Nyheder

yoppladies

Foto: YOPP Girls - Ghana

Det går fint i Ghana!

 

Dana Cup-penge skaber glæde og trivsel i det nordlige Ghana.

Sofie Junge Pedersen – tidligere Fortuna-spiller og medhjælper ved Dana Cup - tog i 2014 initiativ til at støtte et initiativ i det nordlige Ghana, et område, hvor det ikke er en selvfølge, at man kan få lov til at spille fodbold.

Der blev oprettet et pigefodboldhold for nogle af de penge, Sofie Junge Pedersen havde samlet ind på Dana Cup i 2014. Nu har hun været i Ghana igen, hvor hun kan konstatere, at donation fra Dana Cup skaber glæde og aktivitet.

- Jeg var så heldig at besøge det nyoprettede pigefodboldhold YOPP Girls i det nordlige Ghana. Holdet består af de talentfulde piger fra de ni landsbyer, hvor organisationen YOPP arbejder, og er blevet til i et samarbejde mellem YOPP, DGI Midtjylland og Dana Cup, fortæller Sofie Junge Pedersen.

- Jeg ankom til Dalun lørdag en eftermiddag efter at holdets hovedansvarlige, Alhassan, havde hentet mig i lufthavnen.

Dalun er en af de ni landsbyer, som YOPP arbejder i.

YOPP Girls holdet havde deres andet træningspas den dag og havde været der siden fredag. Selv om det var andet træningspas var der en god energi på holdet. Det var holdets dygtige træner, som stod for træningen. Efter træningen hilste jeg på pigerne, og jeg fulgtes med dem op til det ungdomshus, hvor de var indkvarteret på madrasser. Nogle af pigerne skulle stå for at lave aftensmad - det skiftedes de til - og derefter spiste de sammen i huset.

Jeg købte selv noget mad ved et gadekøkken i landsbyen - en dejlig middag til en femmer! Jeg faldt i snak med nogle lokale og spiste sammen med dem på gaden. Ghaneserne er meget åbne og venlige, så man kan altid finde nogen at snakke med.

Bagefter gik jeg tilbage til pigerne, hvor den stod på hygge med dans og afslapning, før jeg blev kørt hjem til mit lille værelse på motorcykel af Alhassan.

Næste morgen var der træning kl 6.30. Denne gang stod jeg for træningen. De var som altid meget åbne for at lære af mig, og vi havde en fin træning med tekniske øvelser, pasninger, afslutninger med konkurrence og kamp til sidst. Igen var der masser af energi selv om det var tidligt på morgenen, og de havde trænet meget. Derefter gik jeg hjem i bad, de gik i bad i ungdomshuset, og så fik vi stille og roligt rundet campen af - pigerne, træneren, Alhassan og jeg.

Vi talte om, at de, som deltagere på dette talenthold, var forbilleder for andre piger i deres landsbyer, og at det, de lærte her, skulle de tage med sig hjem og lære videre. At de skulle smile og være glade og være stolte af at de spiller fodbold.

Vi rundede af med gruppebilleder og selfies og derefter tog pigerne bussen hjem til deres respektive landsbyer.

Det er dejligt at se den glæde pigerne viser ved at spille fodbold. Alhassan fortalte, at det ikke kun er fodbold, pigerne lærer, når de er samlet, men at de f.eks. sidste gang med stor interesse havde fået rundvisning på landsbyens vandværk.

De skal desuden deltage i et regionalt stævne i en uges tid. Det foregår i den nærliggende større by, Tamale.

Det nyoprettede YOPP Girls har tydeligvis stor betydning for disse piger og for andre piger i landsbyerne.

YOPP Ghana

SponsorBar