>
23. - 28. JULI 2018 - HJØRRING - DANMARK
Kridtmaskine

 Satellitter styrer kridtmaskinen

 Efter et par års koncentreret fokus på en enestående fælles idé, er Anders Ulrik Sørensen og Andreas Ydesen så småt ved at være klar til at sende verdens første GPS-styrede kridtmaskine på markedet. En gennemprøvet prototype lander på Dana Cup på torsdag og præsenteres for en større inviteret skare på et areal ved Fortunas klubhus kl. 11.30. En egentlig salgsklar maskine ventes på markedet omkring november eller december, vurderer de to lokale opfindere, der allerede har taget dansk patent på deres opfindelse.

- Med vores GPS-styrede maskine kan brugerne kridte en fodboldbane i fuld størrelse op på omkring en halv time, og mens de fleste i dag bruger mellem 10 og 15 liter maling på opgaven, kan de med vores maskine nøjes med to liter maling, forklarer Anders Ulrik Sørensen og Andreas Ydesen, der har indgået i et tæt samarbejde med Line Mark fra Vejle, der vil markedsføre og sælge maskinen Intelligent One sammen med firmaets maleprodukter.

Selv om maskinen endnu ikke er på markedet, oplever de unge opfindere allerede stor og positiv interesse for maskinen, både fra fodboldklubber og fra kommuner.

- I de fleste tilfælde er det kommunerne, der ejer de arealer, som fodboldklubberne benytter. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at kommunerne vender tommelfingeren opad i forhold til vores opfindelse. Et par af de større kommuner med mange boldbaner har da også allerede forespurgt på flere maskiner. Foruden kommunerne har vi også kontakt til samtlige klubber i den danske superliga, tilføjer de to, der peger på, at maskinen naturligvis ikke kun er egnet til fodboldbaner.

- Ved at omprogrammere softwaren kan maskinen også bruges til eksempelvis amerikansk fodbold, baseball eller andre sportsgrene, der kræver en opkridtning.

Intelligent One kommer til at koste omkring 150.000 kr. - et beløb der skal holdes op imod både antallet af forbrugte mandetimer og forbrug af maling.

Pin It
SponsorBar